Bare fordi mine øjne driller og jeg ikke kan blive opereret før sidst i april og først i maj, ja så har jeg rigtig svært ved at se hvad jeg hækler, især hvis det er finere ting og noget med mange forskellige masker og steder de skal hækles. Plus jeg kan ikke læse en opskrift da de hvide sider skær i mine øjne…….men at sidde med hænderne i skødet dur jeg heller ikke til. Jeg kæmper imod det at læse ind imellem og får lavet lidt efter opskrifter, med det er opskrifter hvor jeg ikke behøver læse ret meget.
Samtidig har jeg en masse bomuldsgarn jeg gerne vil have udryddet, både i form af rester og hele nøgler…..disse er ofte i farver jeg bare ikke får brugt. Så blev jeg enig med mig selv om at jeg kunne da hækle et stort tæppe til haven, som ungerne kan sidde på når de leger på græsset. Og hvad er nemmere en granny stribes som jo kan laves i en væld af variationer og jeg gik i gang og det startede også ok ud, men med mange rester blev det hurtigt en gang miskmask som slet ikke er mig og havde det ikke være fordi jeg ville have noget i hænderne……ja så var det røget over i en krog igen.
I dag bestemte jeg at nu var det nok og jeg gad ikke mere og det har en størrelse på ca 180 x 180 og der er brugt 1640 gr garn. så det har tyndet lidt ud i garnet.
Der er dog stadig en hel del hele nøgler og nogle rester og der er især en hel del i lilla nuancer og ved ikke hvorfor da det ikke er en farve jeg sværmer for. Nå men der skal findes noget at bruge det på som er nemt da jeg jo stadigvæk har ca 2 mdr uden ordentlig syn. Og jeg gider ikke hækle klude eller net……det kommer jeg til at kede mig endnu mere af.
En spurgte på et tidspunkt hvordan jeg hæklede det og det var da det var ganske lille og der hvor man kan se jeg hækler kun farver over 2 sider og jeg ville gerne have fortsat på den måde, men det kræver meget garn i samme farve og det havde jeg jo ikke. Men jeg lovede at lave en lille beskrivelse på hvordan. Det bliver ikke en skreven opskrift lige nu da vi så igen komme ind på øjnene og at se. Men har taget en masse billeder og de fleste af os kan jo hækle granny stribes eller hvad de nu hedder…..og nej kender ikke det danske navn for det. Så for nu bliver det kun i billedeformat og man er velkommen til at skrive hvis der er noget, men der findes masse information der ude på hvordan man hækler de alm granny stribes.
Mit tæppe endte med at have striber på kryds og tværs og i forskellige bredder og det kan man sagtens hvis man ikke behøver at følge en opskrift, men sagtens kan se sig ud af at lave rækkerne som man selv synes og jeg var nød til at lave en masse forskellige pga garnet.
Her under kan du se hvor du skal starte en ny farver og begynde at hækle den anden vej og det ses hvorfor man skal have lige antal rækker da man bruger det sidste mellemrum til at starte ny farve op.
Tip
Hvis man laver den første firkant i midten med 2 omgange, vil det være lige med 4 rækker og du skal så have 4 rækker af hver farve for at få symmetri i tæppet.
Man skal have et lige antal rækker da man skal starte en ny farve i det mellemrum der er efter man har slutte en række med 3 luftmasker.
Man vender efter hver omgang.